Professionelle samtaler: 5 gode råd!
Gennem de sidste 15 år har jeg arbejdet med den professionelle organisatoriske samtale. Desværre er der stadig mange, som endnu ikke har fået øjnene op for effekten af denne form for samtale, og det er ærgerligt, for potentialet er stort. Med den rigtige spørgeteknik kan du nemlig opbygge samtaler, som skaber fundamentet for fremdrift, forståelse og performance.
Men lad mig lige starte et andet sted. Du kender sikker reklamen fra Danske Spil med sloganet: ”Der er så meget kvinder ikke forstår”. Hvis ikke, handler reklamerne kort fortalt om alle de misforståelser, der kan opstå, når vi ikke taler samme sprog. Sproget er vores fællesskab, og vi er rundet af vores sprogbrug. Den østrigske filosof, Ludwig Wittgenstein, sagde, at mit sprogs begrænsninger, er min verdens begrænsning. Og det er netop derfor, at der ofte kan opstå misforståelser.
Heldigvis kan vi via den rette spørgeteknik og coachende tilgang sætte fokus på vores relationer, og hvordan vi kommer frem til vores mål sammen.
Her er fem gode råd fra systemisk coaching:
- Stil spørgsmål! ( …og vær nysgerrrig)
Nysgerrighed er brændstoffet i den systemiske coaching. Hvorfor er det egentligt, at andre mener det, de gør? Stil spørgsmål og vær oprigtigt nysgerrig, for det åbner op for dialog, viden og nye verdensbilleder, du kan bruge til at finde nye indgangsvinkler med.
- Ingen er objektive
Vi er præget af vores erfaringer og uanset, hvor meget vi prøver på at være objektive, så er vi alligevel ”farvet”. Det gælder alle – også dig. Det er et vigtigt udgangspunkt for at forstå, hvorfor folk opfatter ting forskelligt, og hvorfor folk argumenterer for bestemte synspunkter. Det betyder også, at der ikke kun er en ”sandhed” men flere.
- Brug nøgleord
Nøgleord låser op for samtalen, som ordet også indikerer. Teknikken er enkel og indebærer, at du genbruger de udtryk, som din samtalepartner anvender. Hvis vedkommende eksempelvis siger: ”Det går ikke særlig godt i teamet”. Kan du fx spørge: ”Hvad mener du med ikke særligt godt?” Gevinsten ved at bruge nøgleord er, at man sender noget genkendeligt tilbage, så folk føler sig anerkendt, og det skaber følelsen: Du hører, hvad jeg siger.
- Forelsk dig ikke i dine egne synspunkter
Vi har øvet os et helt liv på at gribe chancen og fremlægge vores synpunkter, så derfor kan det være rigtigt svært at stoppe sig selv. Men det betaler sig at lade alle komme til bordet, fordi den samlede mængde af input på den måde bliver langt større.
- Ha’ ikke projekter på andres vegne
Man kan hurtigt komme til at have meninger om, hvordan andre skal gøre ting eller om, hvad de burde mene. Men prøv at lade være. Hvem siger, at din måde er den rigtige for dem? Og hvis du forsøger at styre på andres banehalvdel, kvæler du nytænkning og innovation.