Kronik i JP den 31. dec 2018,
Af Henrik Isaksen, Elisabet Skov Nielsen og Rasmus Søgaard Madsen
Dronningen foreslog i sin nytårstale for et år siden, at vi skulle foretage os noget unyttigt. Et udsagn, der har skabt grobund for debat i en konkurrencestatstid, hvor det moderne menneske samtidig får at vide, at det skal optimere sig selv og være mere effektivt.
Nu går 2018 på hæld, og du kan spørge dig selv, om du har fulgt dronningens råd i det forgange år. Når vi har funderet over dette spørgsmål, er et nyt opstået, nemlig spørgsmålet om, hvordan man egentlig gør noget ”unyttigt”. Når vi som mennesker befinder os i en vedvarende søgen efter mening og bedre fremtidsmuligheder, så kan alt, vi foretager os, opfattes som nyttigt i en given optik. Ligesom det i en anden optik kan være unyttigt. F.eks. kan det at gå en tur i skoven være nyttigt for mit helbred og velbefindende; selvom det ikke er nyttigt i den forstand, at jeg skal hente noget derude eller besøge nogen i skoven.
Alligevel har dronningens udsagn ramt mange af os, og måske er det, fordi der findes nogle områder af vores sociale og organisatoriske liv, hvor nyttefokuseringen på en eller anden måde kammer over.
Måske vi skal vælge at lade være med at gå i fitnesscenter eller stresse os selv med at nå alt for mange projekter på arbejdet. Måske er din Poweroint-præsentation ikke så vigtig.
Effektiviseringen og målstyringen har bredt sig i forskellige sektorer i vores samfund, så det nu ikke kun rammer de ansatte, men også borgere, brugere og klienter i alle aldre. Små børn på bare seks år må i dagens Danmark og den nye folkeskole forholde sig til, hvilke læringsmål der er sat for en given opgave, de skal løse – f.eks. hvad der skal komme ud af, at de arbejder med nogle bogstaver. Når vi på denne måde lægger vores formålsfokus ned over børnene, så synes det at forstyrre eller frarøve noget hos børnene, som netop de skulle være garant for. Nemlig deres særlige måde at være til stede i en aktivitet i fuldt nærvær for aktivitetens egen skyld og uden på forhånd at have regnet ud, hvilken læring eller hvilket udbytte der skal komme ud af den.
Når det, vi gør sammen, hele tiden skal nytte noget, og vi helst skal vide, hvad vi får ud af vores aktiviteter og relationer, mener vi, der har skrevet nærværende kronik, at vi risikerer at miste noget grundlæggede og vigtigt. Vi kan miste en åben og nærværende måde hvorpå at være til stede i vores aktiviteter og sammen med andre mennesker. Vi uddyber dette gennem nogle konkrete bud på, hvordan du kan stige lidt at nytterytteriet i det kommende år.
Tre unyttige råd til 2019
- Vær åben – du behøver ikke altid en køreplan.
Åbenhed og lydhørhed er ofte værdier, der bliver fremhævet i såvel arbejdslivet som fritiden. De fleste vil nok mene, at de er lyttende og klar til at tage imod med åbent sind. De fleste har nok også prøvet at snakke med mennesker eller deltaget i såkaldte involverende processer, der har brystet sig af åbenhed. Alligevel kan man få en fornemmelse af, at der på forhånd har været en plan for, hvor samtalen skal drejes hen for at få et nyttigt udbytte.
Dette er der ikke nødvendigvis noget galt med, men spørger man den tyske filosof Hans-Georg Gadamer, så kræver det langt større åbenhed, hvis de udviklende potentialer af vores samspil skal vinde frem. At komme til nye forståelser er ifølge Gadamer en hændelse, der overgår os. Han tilføjer, at ægte samtaler er karakteriseret ved, at vi vikler os ind i dem uden på forhånd vide, hvad der kommer ud af samspillet. Vi må som mindstemål være villige til at lade os overraske og lade vores hidtidige antagelser blive revideret i hverdagens interaktion.
Et eksempel fra organisatorisk sammenhæng findes i Harrison Owens såkaldte Open Space Technology, der bygger på opdagelsen af, at det ofte er i de ellers unyttige kaffepauser, at de mest udbytterige idéer opstår. Forståelsesprocessen lader sig ikke udelukkende kontrollere af målsætninger, management og pipelines; tværtimod kan nye forståelser hæmmes af en fast køreplan. Det kan altså tyde på, at det er, når vi slipper på styringen og de fastlåste dagsordener, at vi bliver modtagelige over for nye indsigter, perspektiver og idéer.
- Vær nær – lad dig rive med af her og nu.
Dronningens pointe om unyttighed kan også ses i lyset af den stressepidemi, der har bredt sig ud over vores arbejdsmarked og offentlige debatter. Hvis vi hele tiden er på vej videre mentalt i de aktiviteter, vi er i – er på vej til et kursus, når vi afleverer børnene til fodbold eller på vej til næste møde i det indeværende – så går det ud over den måde, hvorpå vi er til stede i relationerne og aktiviteterne.
Det bliver skruen uden ende, når vi så samtidig stræber efter mål, der hele tiden flytter sig og vækster. For som udviklingssamtalerne, forandringstiltagene, reformerne og vækststrategierne lægger op til, kan vi altid blive lidt bedre og tjene lidt flere penge. Eleverne kan altid blive lidt dygtigere. Og vi kan altid blive lidt sundere, lidt bedre udgaver af os selv, lidt bedre forældre, lidt lykkeligere.
Når vi gør vores aktiviteter og relationer til genstand for løbende vurdering af, om de giver os noget og giver os nok, så kan det gå væsentligt ud over vores nærvær i dem. Den jødiske filosof Martin Buber beskriver det sådan, at vi som mennesker er i stand til at gøre hinanden og livsoplevelserne til mål i sig selv og være virkeligt til stede i det, som er, om end det bare er momentvis. Sagen er ifølge Buber den, at vi ikke kan undslippe instrumentaliseringen, hvor vi gør mennesker, relationer og aktiviteter til middel for vores opsatte mål, men vi har ifølge ham også brug for nærværet, hvor nyttefokuseringen forsvinder et øjeblik, og hvor vi bare er. Om det så er et moment af kedsomhed i bussen, der bliver til en sjælden oplevelse af at være til stede her og nu med det, der er, uden at ville noget bestemt med dette øjeblik eller dem, man er sammen med. Eller om det er, når man går en tur i skoven, og tidsfornemmelsen for en stund forsvinder ligesom hele projektet med at skulle derud. Og et øjeblik efter vil man igen vurdere, hvad man fik ud af den oplevelse, og så er nyttefokuseringen tilbage, men man havde i det mindste et øjeblik af virkeligt nærvær, dvælen og selvforglemmelse.
- Lad være – ”Just don’t do it!”
”Just don’t do it!” Denne omskrivning af Nikes kendte slogan vil nok ikke falde i god jord hos fitnesscentrene, der i det nye år er klar til at hjælpe os med at smide de overflødige julekilo. Og for dem, der ønsker vækst, effektivitet og iværksætteri kan sætningen måske virke som en rød klud af unyttighed. Men måske vi alle skal turde være den ”røde klud” af unyttighed, der vælger ikke at være (alt for) nyttige og effektive i 2019. Måske vi skal vælge at lade være med at gå i fitnesscenter eller stresse os selv med at nå alt for mange projekter på arbejdet. Måske er din Powerpoint-præsentation ikke så vigtig, at du behøver at sidde hele aftenen og rette kommafejl og logoer.
I 2019 kan det mest unyttige slogan blive ”Just don’t do it!”
Vi skal lade være; lidt mere. Læne os tilbage, når forventningspresset bliver for højt og kravene for mange. Den tyske filosof Heideggers ord for dette er gelassenheit, som er et udtryk for at lade være og for sindsro. De fleste har efterhånden hørt om (eller været på kursus i) mindfulness, som er en teknik, der kan træne os i at lade være og med sindsro læne os tilbage. Men det er mere end en mental øvelse og simpel åndedrætsteknik. Det er en måde at leve livet på. Det er en indstilling til det, du møder i din hverdag; både på arbejdet, når opgaverne hober sig op og i privatlivets udfordringer.
Her kan det ofte være nyttigt at være unyttig. At sætte tempoet ned i stedet for op. Og øve sig i at lade problemerne være og ikke følge kaldet til handling.
Just don’t do it – læn dig trygt tilbage og lad være.